Enhedslistens finanslovskrav er for tandløst

Enhedslistens Finn Sørensen vil kræve en retssikkerhedspakke for at stemme for en finanslov. Foto: Enhedslisten/Presse.

Der er ingen som helst tvivl om, at retssikkerheden sejler for borgerne ude i kommuner. Det gælder ikke mindst på social- og beskæftigelsesområdet, hvor kommunal kassetænkning snyder trængende borgere for den hjælp, de har behov for.

Der er ingen grund til at tro, at der sket forbedringer, siden Politiken i 2009 foretog en dybt nedslående undersøgelse, der viste, at lovbrud sker hele tiden. Kriminelle elementer i offentlige job har helt frit spil til at snyde borgerne, og det er sandsynligvis sat i rockersystem, hvor sagesløse sagsbehandlere på gulvet kun tør gøre, som der befales.

Fra mellemlederen, som igen befales af lederen, som befales af KL, som efter rammeforhandlinger med regeringen anbefaler de enkelte kommuner, hvor byrådsmedlemmerne så stemmer ja og får lidt kaffe og wienerbrød imens. Eller omtrent sådan.

Det er uden for retssystemets fangarmes rækkevidde, og den demokratiske kontrol er slatten som udkogt spaghetti.

Derfor er det hårdt tiltrængt, når Enhedslisten nu som belønning for at føre en finanslov igennem, kræver retssikkerhedstiltag. Partiet kalder det for en retssikkerhedspakke, og det var cirka det ord, jeg selv brugte, da jeg i januar i år fik foretræde for Folketingets Socialudvalg sammen med borgerrettighedsgruppen Syg i Aalborg og anbefalede en stribe retssikkerhedstiltag.

Det konkrete forslag går på, at alle kommuner skal have borgerrådgivere, der skal vejlede borgerne om deres rettigheder.

Her stopper jeg så glædesdansen. For Enhedslistens forslag er desværre for tandløst, når det virkelig kommer til retssikkerhed.

Der bliver stadig tale om, at forvaltning og Ankestyrelsen - og i den rækkefølge - skal sidde med den suveræne magt til at træffe afgørelser.

Og det absurde består i, at borgerrådgivernes opgave bliver at rådgive de borgere, som føler sig i klemme i et sasgbehandlingsforløb.

Her bliver det egentlig særligt absurd, for det har i alle dage været sagsbehandlernes gule-blå pligt at vejlede borgerne så ærligt, sagligt og korrekt som muligt med udgangspunkt i lovgivningen. Og ikke som advokat for kommunens interesser.

Nu er det så meningen, at hver kommune skal have én medarbejder til at gøre det, som alle kommunens medarbejdere i grunden har pligt til, men som helt øjesynligt ikke bliver gjort.

At rådgive usagligt og uærligt og kun til fordel for kommunekassen, er en klar overtrædelse af forvaltningsskikken. Det er simpel kriminalitet.

Det unge menneske, som ikke kan klare en uddannelse, har krav på en fair behandling af sin egen sagsbehandler. Der er ikke gjort spor op med retssikkerhedsproblemet, hvis det unge menneske skal banke på hos en borgerrådgiver, som måske kan overtale sagsbehandleren.

Forslaget svarer til, at man ansætter én gadefejer til at feje op efter en hær af gadefejere, som sviner i stedet for at feje.

Dermed bruger man 120 millioner kroner til noget, der kun vil forslå som en skrædder i helvedet, når det kommer til retssikkerhed, og Enhedslistens forslag er dermed reelt et rent knæfald for den groteskhed, som Enhedslisten ellers gerne vil gøre op med.

Det er ikke noget, der knækker den kommunale jagt på økonomiske mål. Kynismen vil fortsætte. Kriminaliteten bliver blot mere raffineret, og hvis en borgerrådgiver udadtil styrker kommunernes legitimitet og image, så gør tiltaget mere skade end gavn.

Bid mærke i den årelange erfaring fra Københavns Kommune. Måske har borgerne fået én at snakke med. Måske har kommunen fået en lynafleder, der signalerer, at man vil en dialog. Men retssikkerhedsmæssigt har det været en kæmpe fiasko. Fejlprocenten er stadig tårnhøj.

Ordentlig opførsel er ikke noget, der har brug for penge fra finansloven. Der er brug for, at loven slet og ret overholdes.

Og begynder kommunerne at overholde loven, kan det vise sig at blive dyrt for nogen, men sådan er reglerne. Så tager vi den derfra.