Velfærden er stadig for de velbjærgede. Uanset hvad de siger

Velfærd var engang et ord, der splittede det politiske spektrum. I USA er det stadig et skældsord på linje med det danske ord bistandshjælp. Men et særligt vendepunkt i historien gjorde ordet folkeligt i Danmark.

Splittelsen hørte nemlig op, da Uffe Ellemann-Jensen i 1998 sad slukøret og håbede på, at nogen havde glemt et bundt stemmesedler i Fuglefjord, som hans egne ord lød. For med et spinkelt Færø-mandat til forskel havde Venstre-formanden overraskende tabt statsministerkampen til siddende statsleder Poul Nyrup Rasmussen.

Ellemanns afløser som Venstreleder, den tidligere så indædte velfærdskritiker Anders Fogh Rasmussen stak, ifølge sagnet, hovedet sammen med chefstrateg Claus Hjort-Frederiksen. Vælgerne frygtede, at Uffe Ellemann-Jensen ville slagte velfærden, og det blokerede for, at Venstre kunne overtage magten, lød erkendelsen.

Fra det vendepunkt blev velfærd ikke længere noget, borgelige politikere harcelerede imod, for den kamp havde man tabt. Socialdemokraterne gned sig i hænderne. Se, vælgerne ville have velfærd. Men Socialdemokraterne glædede sig for tidligt.

Ved at omfavne og omklamre velfærdsbegrebet kunne de borgerlige nemlig ændre begrebets betydning. Ved at kalde det for velfærdsmodernisering kunne man pille midt i konstruktionen, så den blev fancy men ukendelig. "Se, vi laver bare klassisk dansk frikadellevelfærd til nye tider." Og nye tider blev det, også selv om middelklasseservice fra starten var en del af efterkrigstidens urprojektet. Velfærd har aldrig været fattighjælp alene.

Men fra primært at være et spørgsmål om sikkerhedsnet for de svageste - deriblandt stærke borgere, som blev svækket af sociale begivenheder - blev velfærd primært et luksusspørgsmål om frit valg for velfærdsforbrugere, der som andre forbrugere skulle kunne vælge mellem kommunens og et privat firmas rengøring. Eller mellem det offentlige og det private sygehus. I Farum Kommune radikaliserede borgmesteren velfærden og tog på charterrejse med byens pensionister, for, som han sagde: "Disse borgere har betalt skat hele livet." Nu var velfærd den rene dansefest. Ikke et spørgsmål om at løfte bunden og sikre folk mod at ramme den.

Velfærd blev et spørgsmål om mest og bedst velfærdsvaluta til skatteyderne for skatteydernes penge og helst i noget, der lignede 1:1-forhold. Det gjaldt om at tilfredsstille skatteyderne. Ikke dem, der forgæves måtte drømme om at blive skatteydere. Syge på medicinske afdelinger, sindslidende på midlertidige satspuljeprojekter og svage ledige uden for arbejdsmarkedet.

Den sociale indignation blev glemt, udsultet og den sociale indignation i Danmark døde, mens velfærden blev merkantiliseret og gjort til en service med frit valg af udbyder: "Vil du helst have velfærd af Helle eller vil du helst have velfærd af Anders, kære middelklassevælger?" Omtrent samme levering, men to forskellige brands som Heinz og Beauvais.

Så fordi begrebet velfærd var forandret til ukendelighed og fordi den sociale indignation forsvandt fra velfærdsdagsordenen, kunne et næsten samlet folketing med den nye S-SF-R-regering i front indlede et blindt raseri mod de fattigstes indkomster.

Ganske vist afskaffede man starthjælpen, som især ramte indvandrere, og selv om det var velfærdsskridt i den rigtige retning, kan det bedst forklares med radikal ideologi og hjerteblod. I opposition havde Radikale fnyset af starthjælpen i årevis, og med valgsejren skulle krigstrofæet løftes.

Til gengæld blev der lavet udsultningsreformer mod ledige og syge. En markant forringelse af fleksjobområdet, en ren amputering af førtidspensionen, fattigdomsydelse til unge på kontanthjælp og fratagelse af kontanthjælp for borgere i samliv.

Var det den skjulte minimalstatsmand Anders Fogh Rasmussens sidste mesterværk i eksil?

I Socialdemokraternes regeringspropaganda skulle alt sammen hjælpe dem, der blev ofre for sparemassakren. Samfundet skulle tage imod de svage med åbne arme og lede dem på vej til det forjættede liv som erhvervsaktiv, proklamerede Mette Frederiksen, så øjnene næsten var fugtige.

Enhedslistens Finn Sørensen spurgte fra talerstolen, om der fandtes et fortilfælde i historien, hvor en reform var blevet tilsvarende skoset af dem, som reformen skulle forestille at hjælpe. Det spørgsmål var lidt for svært at svare på.

Radikale kalder det stadig for reformer, der virker. Kort og godt og sådan er det jo. Det kan kun bekræftes af udsatte familier, som enten er brudt op og flyttet fra hinanden og familier, som i mulm og mørke tvinges til at søge mad i detailbutikkernes skraldespande eller tvinges til at bede om hjælp på Facebook. Selv om reformerne ikke bringer dem videre i tilværelsen, så har udsultningsreformerne i dén grad virket.

Men ingen vurdering af velfærdsdiskursen uden paradokser. Midt i den konsensussalige velfærdsrus begyndte det at lyde fra flere partier, at velfærdskronerne ikke skal gå til de velbjærgede. De skal klare sig selv, og i stedet skal pengene gå til de svageste, som ikke kan klare sig selv. Egentlig er det en klassisk skåltale fra Konservative, som bryster sig af at være det borgerlige parti, der er socialt ansvarligt. Nu hører man det i flæng fra Liberal Alliance, og senest også fra Radikale og partiets nye leder Morten Østergaard.

Problemet er, at det savner enhver sammenhæng med praksis. Med sparemassakren har man ønsket at skabe råd til velfærd, men det er helt tilståelsesvis ikke de reformramte, som den velfærd kommer til gode, selv om de reformramte helt signifikant er samfundets fattigste. De, som dårligt har råd til mad på bordet, må glo langt efter hjælp. De skal bare få sig et job.

Så hvad er kernevelfærden egentlig? Det er den offentlige service, som fungerer og gør fyldest i forhold til udfordringen. Det er den service, som prioriteres og vogtes med største veneration af det brede politiske spektrum. Det er asfaltveje, så arbejdsstyrken og varerne kan komme frem, det er subsidierede børneinstitutioner, så forældre har en betalelig og pålidelig pasningsservice. Og kræftområdet svømmer efterhånden i så mange penge, at selv kræftlæger døjer med at finde brugsformål.

For kræftbehandlingen skal være i verdensklasse. Tænk, hvis man sagde det samme om trygheden for varigt invalide med alvorlige arbejdsskader. En væltet bus på E45 mellem Vejle og Horsens bliver med største selvfølgelighed fjernet, så trafikken kan fungere.

Til gengæld får invalide ikke deres invalidepension, som de har retskrav på, ansøgere om fleksjob kan vente på det uværdigste i årevis på visitation. Forældre til ordblinde børn slås i årevis med kommunen, ind til barnet når efterskolealderen. Så opgiver forældrene og bruger en privat ordblindeefterskole. Det er nemt at se, at det er de umælende, de trætte og de svækkede, der står som tabere, fordi velfærd ikke er betænkt dem. Det er noget, som interessegrupper tilraner sig ved hjælp af lobbyisme, som når Ældre Sagen lykkes med at lande en ældrecheck til alle, uanset formue.

Og på grund af ideologi. For med reel velfærd, hvor man tilgodeser de trængende og lader de velbjærgede klare sig selv, risikerer samfundet at øge ligheden og undergrave gevinsten ved at arbejde.

Den præmis om arbejde og belønning er i øvrigt lettere absurd. Det er ikke andet end liberalistisk moralfilosofi, forklædt som pseudovidenskab.

Op til finanskrakket var ledigheden så lav, at eksperter ikke troede, det var muligt, og forskning peger kraftigt på, at de højt besungne incitamenter ikke "skubber folk i job", som det er tiltænkt. Barriererne er ikke noget, man bare skubber hen over, og slet ikke når man stresser og svækker og ydmyger de fattigste.

Det virker motiverende at blive stillet flere penge i udsigt ved job, for penge motiverer. Det helt altafgørende er dog ikke, om det motiverer. Det altafgørende er, om det befordrer, og det gør stress, svækkelse og ydmygelse ikke. Det befordrer ikke folk i job, og hvis man virkelig Lytter. Også til ledige. Så vil man vide, at det ligefrem blokerer.

Nutidens modstand mod reel velfærd er blot gjort af samme ideologi, som velfærdsmodstanden under velfærdens opbygning efter Anden Verdenskrig. Dengang harcelerede borgerlige mod velfærden og sagde, at konstruktionen ikke ville holde - at humlebien ikke kunne flyve. Samfundet kunne ikke løbe rundt. Men bygningen holdt. Humlebien fløj. Modsat den borgerlige hypotese, som styrtede til jorden.

Verden har ændret sig siden dengang, selve ordet velfærd splittede befolkningen, men grundforudsætningen for reel velfærd har egentlig ikke.