"Hvis man vil være sikker på, at et nyt dagpengesystem bliver indfaset på en ordentlig måde, så er min anbefaling at stemme på et parti, der har vist viljen til at hjælpe mennesker, som er kommet i klemme. Der er kun et parti, som har kæmpet med næb og klør mod reformen. Som har knoklet for at hjælpe mennesker i klemme. Og som samtidig har indgået de nødvendige aftaler for at skabe de vigtige resultater. Det er os. Det er Socialdemokraterne."Og det sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt minsandten på weekendens partikongres i Aalborg. Fra at have lurepasset i hele regeringsperioden, har statsministeren nu tydeligvis fået armen vredet om af et bange og utilfreds partibagland, som kræver varig løsning på dagpengeområdet.
Det er kun godt, og bedre sent end aldrig, for dagpengereformen har alvorlige konsekvenser for de mange borgere, som ikke har fundet nyt job under lavkonjunkturen.
Og det er bedøvende ligegyldigt, om tallet er 4000 eller 40.000, som der er blevet skændtes os. Én borger i knibe er én for meget. Det er uværdigt for samfundet, at borgere skal gå fra hus og hjem og at voksne skal gå og være forsørget af en, når samfundets skuldre er de bredeste.
Så dagens signal var, at det er socialdemokratisk hjerteblod at sikre indkomsten og trygheden for borgerne. Dagens signal var også, at det bestemt ikke er socialdemokratisk politik at bringe borgerne i sådan en situation.
Men hov. Der knækkede skønfilmen vist.
For er det ikke nøjagtigt samme socialdemokrati, som i 2012 gik forrest og fjernede netop forsørgelsen for borgere på kontanthjælp? Altså for ledige. Blot med den forskel, at det er uforsikrede ledige.
Og når Socialdemokraterne nu finder det grufuldt, at dagpengemodtagere i samliv risikerer at skulle forsørge deres samlevere, hvorfor har selvsamme socialdemokrater i 2012 pålagt nøjagtigt samme vilkår for kontanthjælpsmodtagere i samliv? Og med voldsomme konsekvenser for de ramte. Med familier, der er brudt op og med andre familier, der spiser skrald for at overleve.
Det er ret bizart, at en hel partiforsamling kan sidde i Aalborghallen og indsmøre hinanden i politisk selvgodhed, når det i virkeligheden er socialhykleri på uhørt højt plan. For vi taler om to grupper af borgere med samme akutte forsørgelsesproblem, men kun den ene gruppe kan få S-tårerne til at løbe.
Hvordan kan det gå til, at man pylrer så meget for en gruppe af ledige, der er en klasse over den gruppe, som man ikke skænker en tanke? Nemlig de uforsikrede ledige. Dem, som Socialdemokraterne selv skubbede ned i mudderet?
Svaret må være, at de forsikrede ledige har Harald Børsting (LO-formand), Dennis Kristensen (FOA-formand), Per Christensen (3F-formand) med flere og ikke mindst Verner Sand Kirk, den første navnkundige formand for a-kassernes samleorganisation. Til sammen udgør de en magtfuld lobby med tætte bånd til Socialdemokraterne. Rosenrødt blod var alligevel tykkere end vand.
De ledige på dagpenge er også andet end rengøringsfolk og klejnsmede, der sjældent får mæle i offentligheden. De forsikrede på arbejdsmarkdet er også djøf'ere og journalister og andre bedsteborgere fra den talende klasse, som har interesse i, at der er høj sikkerhed i usikre tider.
Socialdemokraterne er altså under et meget bredt pres. Ikke bare fra ledige, men også fra forsikrede på arbejdsmarkedet, som forventer tryghed og truer regeringen på stemmesedlen.
Men hvilke venner har de uforsikrede ledige, som står tilbage som de helt store tabere i spillet?
Nu har de Kanslergade - Den Sociale Blog. Hvor mange flere?
I hvert fald udgør de et pjalteproletariat, som ganske få venner har, og disse venner er ikke specielt magtfulde eller indflydelsesrige.
Dermed er Socialdemokraterne i dag definitivt sprunget ud som den lønmodtagende middelklasses interesseparti, som ikke har det fjerneste øje for klassen nedenunder. En stadig mere marginaliseret og negligeret underklasse, hvor den enkelte typisk har langt ringere livsvilkår end det dagpengesegment, som Socialdemokraternes hjerter altså nu bløder for.
Fagbevægelsens støtte er kun sporadisk. De taler om, hvor forfærdeligt det er at havne på kontanthjælp, men yderst paradoksalt gør de meget lidt for folk på kontanthjælp. Det er frygteligt at se nogen falde i en kloak, men det er for ulækkert at fiske dem op derfra.
Så velfærd er i dén grad for de velbjærgede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar